..Under tiden...om om

Morgenen tikker sig af sted i den gamle beværtning. Uret hænger lige over bordet og ordner øjeblikket med sit trofaste tik. Et fugtigt gråvejr lægger et mildt køligt lys ind fra rude, hvor glødelamper luner op og sænker fred over stedet, der ellers kan rumme tumult og cigaretrøg, billard og svedne grin. Sagte står de ternede duge parat, altid parat... En tjeners lod. ...Dagen med gråvejr giver plads i værtshuset ...gæster vil ha sol! Som i H.C. Andersens eventyr hvor Skyggen siger til den lærde mand:...og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!... - Andersen, den sveske..

lokale, sted, lokalitet, om stedet, hvor handlingen

i et skuespil foregår. Rum i bygning, især større

rum der ikke er bestemt til beboelse. ...Han blev

stående...indsugende med halvåben mund, denne

tobaksdamp, gaslyset, de tilstedeværende, lokalet,

musikken. " Drachmann

Alt hvad der ikke kunne gå stod på sit bestemte sted, og hvad der kunne gå, det gik sin beregnende gang:

Mit stueur, min tjener og jeg selv, der med afmålte skridt gik op og ned ad gulvet

Søren Kierkegaard

Jeg tvivler på alt lige nu. Jeg ville ønske der var en anden der tog sig af at være mig, så kunne jeg gå

omkring og se på vejtræer imens.

I en fuldstændig almindelig udgave af mig, er der landet et par eventyrlige muligheder.

Ude af mig selv af uro over at vælge forkert, for hvad hvis nu, jeg valgte at vælge lige netop det

der ikke duer.

Det ville være fantastisk trist.

Støvede minder fejes til side af dagens dont, og muligheden af i morgen kalder med sin krogede pegefinger:

...Kom her, lille du....

I et selvsving der møjsommeligt havde lagt til side, oceaner af gange, var knapheden trådt ind....Kom bare ind... sagde den generøse ...her er plads nok til os begge to....Den satte sig hektisk tilrette i den nærmeste lænestol og lagde forpustet hænderne i skødet....Hvor kom vi fra?..., spurgte den med alarmklokker på, ...vi har vel ikke travlt? ...Nej da, slet ikke... svarede den generøse, ...vi kom for at slappe af, har du noget vi kan slappe af med med? Eller skal vi gemme det til vi er helt udmattede? ... Nej, nej, lad os tage den med ro med det samme, ...sagde knapheden, ...vi lægger benene op og tænder en cigar, ...røg det ud af munden.

Som barn sad jeg i karnappen hos min farmor og farfar. På den ene skråvæg hang et lille billede. Det var et relief bygget i mørkt træ, der forestillede en tysk knejpe. Et værtshus, med øltønder, et bord og en bænk. På bordet stod et bæger i messing. Jeg kunne ikke komme helt derop og se, så min far løftede mig op, så jeg kunne stå på hans skød og kigge ind. Jeg kiggede og kiggede, derind. Der var noget kulisse over denne her souvenirting. Og imens jeg stod og forestillede mig en hel verden derinde gik

en engel igennem stuen.

Min farfar var holdt op med at drikke. Han havde drukket, alt for meget i sit liv. Det var et enten. Eller. Nu var han kommet til eller. Grå dage der blev lange, i karnappen med sin kone, der holdt sig til biblen med et fast blik, og en stram mund.

Jeg stod der, og så rakte jeg hånden ud og pegede på det lille vinglas i messing der var sat fast på bordet. Jeg tog omkring det, og far fik en alvorsmine over panden; jeg skulle ikke hive i glasset. Jeg drejede ansigtet mod stuen - alle ansigter lyste af glæde, selv farmor så venlig ud.

Jeg ville så gerne hæve mig over mine fordomme, ligesom tage det filter af og se verden med menneskene i, som den er. Men mere og mere opdager jeg, at hvad der er, forandrer sig hele tiden. Fordommen er en fast form der som en krykke kan hjælpe til at orientere sig, i stil med arketyper, faste karakteristiske former. Så leve fordommen! Den fungerer som lysregulering i den psykologiske trafik. Værtshusgængere er drukkenbolte. Kunstnere har et udsvævende liv. Læger er ærekære. Fremmedarbejdere er nogle nasserøve. Og hvor er det rigtigt! Tonemestre er taktløse. Juhu! Neuroser og fordomme kan være tro tjenere, i garantiens tjeneste.

En tidlig morgen har startet trafikken med en tøven. Mørket fylder stuen, der lunt lægger sofa til disen i sindet. Hvor er tiden dog kort og godt gået, selvom blækket flyder fra evigheden, når bogstaverne kravler frem af sig selv.

  Farmors faste stuer fik først liv når faster trådte ind. En forstening huggede livet ud af selv den mindste anstrengelse, når far sank ned i dybet af en stol.

  Kaffekopper i kø til servering.

  Farmors briller danner spejl, af de lysende ruder. Eftermiddagen går på hæld gennem stilheden, der muntert akkompagneres af faster. Tapetet danner kasse som kiste.

                    Lille Peter edderkop

                    kravled´ langsomt op

Sukkergodt på bordet. Engang fandt jeg en sødetablet på gulvet. Den smagte eddermame ikke godt!

om, noget der bevæger sig langs med

overfladen i en mere ell. mindre lukket

kreds; omkring

Hun har en stribet kjole på i brune og gyldne farver, små tætte striber der går på tværs, helt ned til midt på skinnebenet. Det permanentede hår er næsten blevet glat igen, og er blevet for langt til frisuren.

   Himlen kaster et køligt skær over hendes gamle stue. Bleg, bliver den, som er den helt holdt op med at trække vejret. En fjern puslen fra køkkenet afslører liv, et grydelåg, og et gasblus. ...Vil du spise med? ...Spørger hun. Der bliver stille. Fra det lufttomme rum mod køkkenet, gyldent og trofast, knirker gulvet. ...Ja tak... Svarer jeg.

   Slidte gyldne møbler, eftermiddage der lunt ligner hinanden. En kabale med cerut. Roligt skæver hun op, og tager klør ti til bonden, mens røgen i et pust, danner en sky i midten af en stribe sol, der netop rammer bordet. Skygger, tegner stilheden op, og den lille jubel når et kort går på plads.

   Små trin over gulvet varsler middag på vej, den brune sovs til de pillede kartofler, og kødet der blev kogt tidligt på dagen, lunes i en gryde. Den er rund i bunden, og vakler på det nye komfur, der står helt hvidt i det gulnede køkken. Lige nok til to, bobler sovsen på bunden; der er dækket op på hver sin side af bordet, der, nu hvor løberen er slået til side, syner større end det plejer. Vi sætter os ned. Langt er der imellem os, vi ligner børn der akkurat kan nå op over kanten. Det må være stolen, eller også ér det bordet, der er vokset.

   Benløse fugle.

   Lyset ebber ud, lampen bliver tændt; sandkagen står på hylden i det høje skab, der gemmer på dåser med blomster, og smør i en skål med skår, en tallerken dækker til. Lågen lukkes i, med et fortroligt smæld, trin over gulvet, til et fjernsyn i det fjerne: ... Verden lukkes ind

om, i udtr. for fleres forhold til samme ting,

dels m. forestilling om fælles, samstemmende

virksomhed (m.h.t. en fælles opgave) ell. enigt,

fælles forhold, fællesskab (i indbyrdes overens-

stemmelse) (neml. for at handle) om noget

lokal, af latin: localis, sted, se lokum. Lokal

hukommelse: hukommelse for steder og deraf

følgende orienteringsevne, stedsans.

om, m.h.t. tid (tidsrum, inden for hvilket)

noget sker, dels for den enkelte, dels som

en (regelmæssig) gentagen begivenhed,

om aftenen, om sommeren, nu om dage

Gentagelsen har ligesom erindringen ikke håbets uro, ikke opdagelsens eventyrlighed, men heller ikke erindringens vemod, den har øjeblikkets salige sikkerhed.

Søren Kierkegaard

Men han opdager gentagelsen slet ikke er til, og det finder han ud af, ved på alle mulige måder at få det gentaget.

Søren Kierkegaard