SLID I TOMRUM

DET ER OFTE SIG

MAN SPEJLER

Endeløs tomhed, alt er tomhed! hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen? Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid. Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin opgangs sted. Vinden går mod syd og drejer mod nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme kredsløb. Alle bække løber i havet, men havet bliver ikke fuldt; det sted, til hvilket bækkene løber, did bliver de ved at løbe. Alting slider sig træt; mand hører ikke op med at tale, øjet bliver ikke mæt af at se, øret ej fuldt af at høre. Det, der kommer, er det der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen.

PRÆDIKERENS BOG KAP. 1 VERS 1 - 9

Jeg har samlet på mellemrum, sat dem op på væggen som billeder og kaldt dem under et`: "Slid i tomrum". De er et afkast af en slidsom proces der førte til erkendelsen af mellemrummets vigtige betydning; såvel på det psykologiske, som på det materielle plan.

Et mellemrum består af ingenting. Et hul kan man sige. Det er ikke fordi der mangler noget, nej tværtimod, det er dette intet der er hele betydningen mellemrum. Det er, i kraft af sit fravær. I kraft af sit fravær giver det mening til noget. Det der er, på hver sin side af mellemrummet, må være noget. Det går jeg ud fra, ikke fordi det er givet, for der er så meget i verden der ikke rigtig er noget; men sat op imod det ydmyge mellemrum, er væren nok til at manifestere sig som noget.

Et mellemrum kan ikke eksistere alene da det defineres af sine omgivelser. Mellemrummet ophører simpelthen med at være mellemrum uden sine omgivelser. Man kan sige, at det er en tænkt situation, da der allesteds i verden eksisterer omgivelser. Ikke- mellemrum findes simpelthen ikke. Mellemrum er der altid, altså er de en del af evigheden. Man kunne tilføje, at det er der nu så meget der er.

Et nøgleord i denne sammenhæng er: Almindelig. Det er så almindeligt at vi næsten ikke lægger mærke til det. Kan endog ignorere det. Derfor nødvendigheden af denne billedserie som jeg betragter som en hyldest til mellemrummet

NETOP, NÆR VED NU

Der er bevægelser i tiden som river unødigt meget ned. Det handler om hurtigt at komme fra den ene opgave til den næste. Mange gange når man slet ikke at finde ind til essensen af opgaven, før den næste har overtaget.

Et mellemrum er ikke det samme som en pause, der i sin særegenhed har en indbygget forventning, nej, mellemrummet er uden forventning. Det er med til at tegne konturen, med til at angi grænsen mellem dette og hint.

Der er noget højtideligt over ingenting. Til tider noget skræmmende. Det er noget andet når man siger ingen ting, det er sådan et mere konkret udsagn. Forskellen er blot et mellemrum.

Og jeg blev led ved al den flid, jeg har gjort mig under solen, fordi jeg må efterlade mit værk til den, som kommer efter mig.

Hvo ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? og dog skal han råde over alt, hvad jeg med flid og visdom vandt under solen. også det er tomhed. Og jeg var ved at fortivle over al den flid, jeg har gjort mig under solen;

thi der har et menneske gjort sig flid med visdom, kundskab og dygtighed, og så må han overlade sit eje til et menneske, som ikke har lagt flid der på. Også det er tomhed og et stort onde.

PRÆDIKERENS BOG KAP. 2 VERS 18-23

Da blev jeg led ved livet, thi ilde tyktes det, som sker under solen; thi det er alt sammen tomhed og jag efter vind.

PRÆDIKERENS BOG KAP. 2 VERS. 1

Se hvad der efter mit skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den flid, man gør sig under solen, alle de levedage Gud giver en; thi det er den del, man har;

PRÆDIKERENS BOG KAP. 5 VERS. 17

Elsket?

Mange gange løber vi væk fra, ud i, ind i, for at komme væk, bort fra denne tilstand for ikke at løbe risikoen ved at føle sig ensom, så hellere rastløs. Så smerteligt at føle sig tilovers, er der noget så grimt som at føle sig udenfor - ligegyldig. Dybest set uelsket. Når man er ensom bliver erindringen nærværende, jo mere ensom, jo dybere erindring, bevidst eller ubevidst, helt ned til det spæde. Spørgsmål som hvordan blev jeg mødt, var jeg velmødt. Alle mine krav om mad og ren ble, hvor meget var jeg til begejstring og hvor meget var jeg byrde, tegner et grundmønster af den stemning jeg møder livet med.

Når intentioner og projekter tier, som en opvask, et vækkeur, er ordnet, da kan det ske at roen falder på én. Man kender det fra morfar når han lod gyngestolen stoppe, mens tommelfingrene fortsat lod sig dreje om hinanden, for langsomt at ebbe ud.

Når ikke længere sindet er optaget af noget, da kommer der et hul i tiden, en art sindets vægtløse tilstand.

En indre bevægelse kan frisættes.

Her findes ingen alder.

Bedre en håndfuld hvile end hænderne fulde af flid og jag efter vind

PRÆDIKERENS BOG KAP. 4 VERS. 6